Barndom, selvværd og selvomsorg

Selvom vores barndom ikke er roden til eller svaret på alt, er der ofte vigtig information at hente netop dér, når vi søger en forståelse af, hvorfor vi gør som vi gør.

De første år af vores liv er dér, det man kan kalde vores grundkodning sker. Vi lærer ved at være sammen med andre mennesker - især vores omsorgspersoner - hvem vi er og hvad vi kan forvente os af andre mennesker, livet og verden.

Vores omsorgspersoner - som oftest vores forældre - er de væsner, vi er allermest sammen med, og allermest afhængige af for at overleve. De aspekter af os, de vander, vil gro - og de aspekter af os de ikke vander - måske ligefrem afviser eller afskyr, vil vi derfor ofte ‘lukke ned for’ i os selv for at få den tryghed og kærlighed vi har brug for.

B's historie - om grænser og selvværd

En person, lad os kalde hende B, bliver som barn ignoreret når hun er vred og utilfreds. Hun bliver sendt ind på værelset med den besked at komme tilbage igen, når hun er blevet sig selv igen. Og hun bliver rost for at være ‘nem’. Hendes vrede og gryende grænsesætning bliver straffet - hendes censurerede, ‘nemme’ selv bliver vandet. På den måde lærer B instinktivt, at det at vise vrede og sætte grænser betyder afvisning og udskamning, så hun skubber den følelse til side når den viser sig og gør sig umage for at være sød og nem. Faktisk vænner hun sig så meget til at skubbe den til side, at hun senere i livet siger, at hun aldrig bliver vred.

Jeg møder B som voksen. Hun har meget svært ved at sætte grænser. Hun kalder sig en pleaser og føler sig skakmat og meget utryg når andre behandler hende dårligt. Faktisk kan hun have svært ved at mærke når folk behandler hende dårligt, selvom hun godt kan se det rationelt - og som regel har hun en masse gode forklaringer på hvorfor.

I det hele taget føles det, som om B ikke bryder sig særlig meget om sig selv. Men det vil hun nødig tale om. Alligevel har hun en følelse af, at der er noget galt. Hun er ikke rigtig glad.

Man kan sige, at det blik B blev mødt med af sine forældre - det blik har hun overtaget. Sådan som hun blev behandlet og talt til - sådan beahdnler og taler hun til sig selv. Og fordi vores hjerne er sådan indrettet, at den fokuserer på og husker den information der passer til det, den allerede ved, ja så har B en masse erfaring med, at det ER sådan hun er. Lidt en belastning hvis hun ikke er nem og sød. Hendes følelse af værd - selvværd - er ikke særlig højt.

Selvomsorg og forståelse

Ved at gå tilbage i tiden i samtalen og tale med B om hendes barndom kan B begynde at forstå, hvorfor hun tænker som hun tænker og gør som hun gør.

Og en af de magiske ting ved at gå tilbage i tiden på den måde er, at det kan åbne op for den omsorg for en selv, som B har så svært ved at finde. For selvom B har svært ved at tænke og tale særlig pænt om sit voksne jeg, kan hun når vi besøger fortiden og taler om hvordan det må have føltes at være hende - går ned i erindringerne og ser det barn hun har været - godt finde en omsorg frem for det barn. Som også er hende.

På den måde kan det at se på opvækst og barndom være en måde at skabe et følelsesmæssigt anker af selvomsorg, der ofte er vigtigt for at arbejde med ens udfordringer i nutiden. For selvomsorg er en fantastisk motivator til at øve sig i at gøre andre ting end man plejer, få nye erfaringer og langsomt lære at være i verden på en rarere måde.

Jo mere omsorg B kan finde for det barn hun har været - jo mere hun ser på det barn med et andet blik end sine forældres - jo større vil viljen til forandring blive. For jo mere vil hun se på sig selv med omsorg, se sig selv som et væsen med værdi i sig selv fremfor et væsen hvis værdi er afhængigt af hvad hun kan gøre for andre.

KONTAKT MIG